Middel dement

Fase.2   2008 – 2012 Moderat dement

Jeg vil først beskrive årene på Demens Cafeen. Dernæst noget om hvad vi gjorde derhjemme, i forhold til Gerda`s sygdom.

Som nævnt under fase.1, begyndte Gerda på Demens Cafeen i 2008 (et kommunalt dagtilbud til yngre demente, hvortil man ikke skulle visiteres). I starten var det 1 til 2 dage om ugen. I begyndelsen kunne Gerda godt spørge, inden vi skulle af sted, hvorfor hun nu skulle det. Hendes humør var lidt svingende i den periode. Men vendepunktet for Gerda kom, da der blev sat ord på hvad en demens sygdom er. Det tror jeg var medvirkende til at hun omsider kunne forlige sig med det uafvendelige, at hun havde alzheimer. Hun sluttede fred med sig selv, og accepterede det.

Nu blev det til, at Gerda kom på Demens Cafeen 4 dage om ugen. Hun havde taget stedet til sig, og stedet havde taget Gerda til sig. Og det blev starten på en fantastisk god tid, i de knap fire år, hun kom der. Dette skyldes ikke mindst en fantastisk ledelse og et personale, der udviste respekt for den enkelte og udøvede en professionel kærlig omsorg over for de demente. De skabte via deres engagement hygge og god stemning, og de demente føler sig trykke og værdsatte som personer.

Gerda begynder at deltage i mange forskellige aktiviteter, og hun føler pludselig, at hun stadig kan noget, på trods af at sygdommen gør sit indhug i hendes mentale evner. Også Gerda`s empati for andre og hendes omsorgs gen fra hendes tid som social pædagog, kommer nu til syne på Demens Cafeen. Eksempelvis når der kom nye borgere, der skulle starte. Så tog Gerda imod dem, og viste dem rundt. Mange pårørende troede faktisk at hun var en af de ansatte. En af Gerda`største glæder var at deltage på et lille malerhold. Her kunne hendes kreativitet blomstre, og hun nåede at lave flere hundrede fantasitegninger, i den tid hun var på Demens Cafeen. Side gevinsten var, at Gerda også tegnede meget hjemme. Det var hun ellers holdt op med, da sygdommen tog over. Jeg er sikker på at Gerda fandt en slags ro i det kaos, alzheimer sygdommen måtte fremkalde hos hende.

I slutningen af 2010 begyndte Gerda, sammen med to ansatte, at lave en livshistorie. Den var færdig i februar 2011, en video af ca. fyrre minutters varighed.

Neden under kan du se 2 klip fra livshistorien. I det første klip af ca. 6 minutters varighed, fortæller Gerda om sin barndom og opvækst. I det andet klip fortæller Gerda begejstret om tiden på Demens Cafeen. Det varer også 6-7 minutter og er afslutningen på livshistorien.

Anbefaling:

  • Det kan ofte være svært at få sin ægtefælle til at deltage i aktiviteter uden for hjemmet. Men udvis tålmodighed og undlad at blive vred. Din ægtefælle ved jo ikke hvad det indebærer, og derfor er det nok sikrest at sige nej i første omgang.
  • Hvis det ikke rigtig lykkes for dig at overtale din ægtefælle, så prøv at bede den demens koordinator, I har kontakt til, om at forsøge. Det var det der skulle til for Gerda og jeg.
  • Undlad bare kun at aflevere og hente din ægtefælle på det dagcenter/lokalcenter, I bliver tilknyttet. Men engagere dig selv i stedet, for så vil din syge ægtefælle føle, at det er noget I er fælles om.
  • En livshistorie er en rigtig god ide at få lavet.
  • For os selv, for vores børn og børnebørn.
  • For den nære familie og venner.
  • Gerda er meget stolt af den. Det vil din ægtefælle også blive, hvis I beslutter at lave en livshistorie.
  • Den skal laves i tide, så den demente har mulighed for at præge fortællingen.
  • Jeg tænker, at den indsigt andre mennesker får ved at se livsfortællingen, aftvinger respekt for det liv din ægtefælle har levet, og den respekt fortjener hun/han.