Starten af 2017 – den sidste tid
I slutningen af 2016 skete der et skred i Gerda`s alzeimersygdom. Vores gåture med Laban blev kortere, det blev besværligt for hende at forcere alle vores trapper i huset, hun blev mærkbart træt. På dagcenteret havde de bemærket det samme. Vi aftalte at aflyse, at Gerda blev afhentet om morgenen, til dagcenteret.
Hvis jeg vurderede, at Gerda ville have noget ud af at komme derud, så kørte jeg hende. Det blev til mange dage i december og Januar, hvor hun blev hjemme. Vores dage forløb som de plejede hjemme, bare i et nedsat tempo, og Gerda var mere tavs end hun plejede at være. Vi lyttede fortsat til musik, men hun sang ikke så meget med mere, og hun var heller ikke så interesseret i af følge med på tv skærmen, når eksempelvis Kim Larsen gav et nummer.
Dette vil jeg vise med et videoklip fra den 19. december 2016, hvor vi fejrede Gerda`s 66 års fødselsdag Det gør jeg for at vise, hvor meget musik lige til det sidste betød for Gerda. For selv om hun ikke mere sang med, fremgår det tydeligt, at hun nyder musikken og sangen. Vores jul forløb næsten som den plejede. Vi nåede rundt til familiebesøgende. Men jeg vidste det var for sidste gang.
Julehygge
Kim Larsen må klare det alene, Gerda synger ikke med mere
Se videoklippet til venstre
2017 – den sidste tid
I starten af januar fikk Gerda en svær blærebetændelse, og hun havde svært ved at tage tage væske og mad til sig, hvilket betød at hun blev dehydreret. Den medicin, lægen havde ordineret, kunne hun heller ikke tage. Midt i januar blev Gerda hasteindlagt på Kommunehospitalet i Aarhus. Efter en uges tid var der kommet styr på dehydreringen.
Men Gerda var kommet i den terminale fase grundet hendes alvorlige sygdom. Hendes krop var ved at lukke ned. Sygehusafdelingen havde tilkaldt en speciallæge, som jeg havde en samtale med. Hun sagde til mig, at Gerda ville blive udskrevet, og at det bedste for hende, ville være at komme hjem og afslutte sit liv på en værdig og tryg måde. Samtidig oplyste hun, at der ville blive massiv hjemmehjælp omkring Gerda, og at hendes egen læge ville blive tovholder i koordinationen af hjælpen og medicineringen.
I ca. 14 dage havde vi hjemmehjælp 5 gange i døgnet. For Gerda kunne ikke længere komme ud af sengen, og 3 gange i døgnet kom der en sygeplejerske og gav medicin mod blærebetændelse og også beroligende medicin. Gerda ́s nye læge kom også på besøg, til stor tryghed for mig. Alle gjorde et fantastisk stykke arbejde. Hjemmehjælperne nåede at stifte bekendtskab med Gerda`s milde sind, og ofte fik de et smil når de skulle vaske eller vende hende.
Vores børn, børnebørn, og vores få dage gamle oldebarn samt jeg selv, fik taget afsked med Gerda på en fin måde.
Gerda tog afsked med livet mandag den 13. februar 2017 kl. 21.30. Det skete som hospitalslægen havde forudsagt, på en stille, værdig og tryg måde.
Et godt liv på trods af alzheimer
Gerda og Jeg har haft et godt liv, selv om demenssygdommen er forfærdelig og alt ødelæggende. Derfor kan det virke malplaceret at bruge ordene et godt liv. Ikke destro mindre blev det sådan. Jeg skylder mange tak for at det lykkedes. Vores børn Stine og Torsten – der jo er ligeså meget pårørende som jeg er – har været en uvurderlig støtte gennem alle årene. Vores familienetværk har heldigvis også været intakt , både på min side og på Gerdas; og alle fortjener tak for støtten og omsorgen for os. Vores nære og gode venner siden 1980 har altid været der; de vil også være der fremover for mig, og det er jeg taknemmelig for.
Gerda havde 4 glade og gode år på dagcenteret DemensCafeen, og næste ligeså mange gode år på dagcenteret på Demens Centrum Aarhus. En kæmpe tak til alle omsorgspersonerne vi har mødt. De så altid først personen Gerda, der havde en demens sygdom, og ikke en dement der hed Gerda. Tak for det. Vores daglige netværk har de senere år været DemensCafeens Venner. Vi mødes hver 3. uge og vi har rejst meget sammen. Vi pårørende har kunnet drøfte de svære spørgsmål og støtte hinanden, vi har grinet og grædt sammen, vi er jo alle i samme båd. Også en stor tak til alle disse venner.
Tak
Endelig en stor tak til hjemmeplejen, sygeplejerskerne og ikke mindst Gerdas privatlæge, der de sidste 14 dage alle gav Gerda lindrende og kærlig pleje og omsorg. Også en tak til præsten ved Vor Frue Kirke, for den smukke højtidelighed og for den meget fine tale til Gerda
Jeg håber, når I en gang imellem kommer til at tænke på Gerda, at I vil gøre det med et smil på læben.
Og måske vil nogen af jer sige til jer selv; HUN VAR BARE SÅ SEJ EN KVINDE.
Be not afraid
It is in love that we are made; In love we disappeard
Leonard Cohen